En gennemgang af de tre primære trådløse teknologier — infrarød, radiokommunikation og Bluetooth — og de tilknyttede sikkerhedsrisici for virksomheder.
Virksomheder benytter i stigende omfang trådløse enheder i deres netværk, som fx trådløse keyboards og mus. I den forbindelse oplever vi, at flere og flere spørger om, hvilken betydning de trådløse enheder har for sikkerheden, og hvordan man bedst kan gardere sig mod angreb, der rettes mod de trådløse enheder.
Derfor vil jeg i det følgende gennemgå de forskellige muligheder for at benytte trådløse enheder og give konkrete anbefalinger til, hvordan man som virksomhed bør forholde sig til de sikkerhedsmæssige problemstillinger.
Der er overordnet set tre forskellige muligheder for trådløse løsninger: Infrarød (IrDA), Radiokommunikation (R/F) og Bluetooth. Den nøjagtige vurdering af om en løsning er tilstrækkelig sikker afhænger naturligvis af den enkelte virksomhed og bør tage udgangspunkt i virksomhedens sikkerhedspolitik og en konkret risikovurdering.
Infrarødt udstyr er grundlæggende meget simpelt. Det består af en eller flere infrarøde enheder, som kommunikerer med den tilsluttede computer via infrarødt lys. Kommunikationen kræver, at computeren og enheden har frit udsyn til hinanden — uden fysiske blokeringer imellem.
Rækkevidden er begrænset til udstyr inden for det samme lokale — i praksis typisk 1–2 meter. Infrarødt udstyr er nemt at aflytte og er ukrypteret. Alligevel er sikkerhedsrisiciene minimale på grund af de fysiske begrænsninger: en eventuel angriber skal befinde sig i samme lokale for at lytte med.
Radiokommunikation er karakteriseret ved lang rækkevidde og nem tilkobling. Forbindelsen
etableres ved at trykke på connect-knappen på modtageren og herefter en knap
på tastaturet — der udveksles et fast sæt koder, indtil et uforstyrret sæt er fundet.
Trådløse tastaturer der benytter R/F er usikre, fordi krypteringen er begrænset, og nøglerne kan opfanges under den initiale nøgleudveksling. I nogle tilfælde er kommunikationen totalt ukrypteret og kan sniffes uden at offeret opdager det.
Sender og modtager er ikke fastlåst som et matchende par — et hvilket som helst tastatur kan potentielt koble sig på en tilfældig modtager. Modtageren venter typisk op til 30 minutter efter start på nye enheder, i hvilken periode en angriber kan sniffe kommunikationen på relativt stor afstand.
Bluetooth giver, modsat radiokommunikation, mulighed for at sender og modtager kan parres — ved hjælp af en fælles nøgle eller pinkode, som er defineret på forhånd. Dette sikrer, at kun kendte enheder kan kommunikere med hinanden.
Generelt bør trådløse enheder ikke anvendes af meget sikkerhedsbevidste virksomheder, som ønsker at være resistente over for målrettede angreb. Ønsker man alligevel at benytte trådløse enheder — fx fordi sikkerhedskravene er mere moderate — anbefales Bluetooth-teknologien som det bedste valg af de tre muligheder.